Vejledning til god fyringsteknik

Det er vigtigt, at du skaber de bedste forhold, når du fyrer i din brændeovn eller kedel, for at mindske udledningen af partikler fra dit fyringsanlæg. 

I de følgende sider, kan du læse om, hvordan du kan fjerne op til 80% af de udledte partikler ved optændingsfasen, hvordan lufttilførslen har en indflydelse på forbrændingen, og hvilke brændsler du bør anvende i dit fyringsanlæg.

Kampagne

Miljøstyrelsen er i 2023 gået sammen med Skorstensfejerlauget om en informationskampagne, der skal hjælpe brændeovns- og fastbrændselskedelsejerne med at blive bedre til at tænde korrekt op i deres fyringsanlæg og dermed sikre en renere forbrænding.

Det sidste halve år har der været en stor efterspørgsel efter brændeovne på grund af energikrisen og ejerskifteordningen. Miljøstyrelsen vil derfor gerne sikre, at især alle de nye brændeovnsejere er bekendte med, hvordan der tændes korrekt op.

I kampagnen er der fokus på de 4 gode råd:

  • Brug kun den brændselstype, der er beregnet til dit fyringsanlæg
  • Tænd op i toppen af brændet
  • Brug kun rent og tørt træ
  • Sørg for rigeligt luft til ilden

Kampagnen er bygget op om skorstensfejernes rutinebesøg hos brændeovns- og fastbrændselskedelejere. Her vil skorstensfejerne tilbyde vejledning med udgangspunkt i de fire råd. Under besøget er der også mulighed for en demonstration i korrekt optænding. Oplæringen suppleres med en flyer. 

Hvad sker der, hvis jeg ikke fyrer korrekt?

Der er ca. 700.000 brændeovne i Danmark, og de er vores største enkeltstående kilde til udledning af partikler. I Danmark er luftforurening fra brændefyring årligt skyld i ca. 400 for tidlige dødsfald, ifølge beregninger fra DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi.

Hvis du anvender et mindre godt brændsel eller ikke har en god fyringsteknik, øger du udledningen af forurenende stoffer til miljøet. Det meste af luftforureningen ledes ud via skorstenen, men du kan også risikere, at røgen trækker ind i din stue. Når der udledes meget røg gennem skorstenen, kan det genere naboer og forbipasserende, da de bliver udsat for forurenende stoffer, der tillige kan have en ubehagelig lugt. Du kan læse mere om helbredseffekterne ved brug af brændeovne her.